Planteskole-ringen

Staudebede inspireret af prærien til den naturprægede have

Ny trend i europæiske haver
Staudebede inspireret af prærien til den naturprægede have

Der er nye muligheder til den naturprægede have – Staudebede inspireret af prærien er frodige og romantiske som en blomstereng, men har en meget længere og stabil blomstring.

Danske haveejere har siden slutningen af 80´erne været fascinerede og fristet af bølgende blomsterenge. Der er gjort talrige forsøg hjemme i haverne: en pose blandede blomsterfrø i et hjørne af haven. Voila! Hvis det er gået højt, har det været smukt en måneds tid inden engens kollaps. For sådan ender det som regel: I en brunlig høstak i august.

Årsagen til kollapsen er, at Europas urtesamfund af klimamæssige årsager har højdepunkt i april til juni. Efter denne periode sættes frø, og udtrykket bliver som beskrevet ovenfor – brunligt og klaskende. Det er der ikke noget galt i, det er bare ikke særlig velegnet i dansk havekultur, hvor vi gerne vil have blomstring igennem hele sommersæsonen.

Senere blomstring på prærien
Helt anderledes ser det ud på den centralamerikanske prærie, som for de fleste ellers ligner en ordinær blomstereng. Her er de fleste urter flerårige stauder, som er indrettet til at modstå de tørre perioder hen over sommeren, med hovedblomstring i juli-september. På prærien vokser desuden en lang række gode prydgræsser, der står flot og rankt langt hen på vinteren – alt sammen egenskaber vi kan bruge i et prærieinspireret bed i haven.
 
Prærie er på mode i Europa
Denne forskel i plantesamfund har planteforskere og havearkitekter i hele Europa fået øje på, og der eksperimenteres på højtryk med det nye udseende rundt om Hollandske, Engelske og Tyske parker og haver. Til forskel fra den europæiske blomstereng bliver præriebedene sammensat af flerårige stauder og græsser. Op til 50 % af bedets areal skal være dækket af prydgræsser, og gerne mange forskellige. Det giver et naturligt udseende, som er mere stabilt end den europæiske blomstereng.

Danmark skal også med på bølgen, mener Planteskole-Ringen, der er en landsdækkende kæde af planteskoler og havecentre. I øjeblikket markedsfører kæden 12 forskellige særligt velegnede stauder og græsser til et præriebed i haven. Og der er mange spændende sorter imellem, f.eks. græssen staudehirse `Rotstrahlbusch´ der antager blodrøde farver i sensommeren.